Specialiseret psykiatri

Om samarbejdet med mennesker med psykiatriske udfordringer med afsæt i en socialpædagogisk tilgang inspireret af dialektisk adfærdsterapi

Baggrund

Den specialiserede psykiatri rummer mennesker med komplekse liv, diagnoser og dobbeltdiagnoser, hvor psykiske, sociale og relationelle faktorer spiller sammen. Arbejdet med mennesker, der reagerer og regulerer sig anderledes end en selv, stiller krav til fagpersonens forståelse af adfærd, følelsesliv og relationelle processer.

Som fagperson er det centralt at kunne genkende og forstå, hvad der ligger bag den enkeltes adfærd, livserfaringer, udviklede strategier og måder at mestre på og samtidig kunne indgå i relationen med både hjerne og hjerte.

Kurset tager afsæt i en socialpædagogisk tilgang inspireret af dialektisk adfærdsterapi med fokus på relation, samarbejde og på borgerens egne ressourcer, ønsker og drømme. Tilgangen lægger sig naturligt i forlængelse af recovery og dialogbaserede principper.

Formål

Formålet med kurset er at give deltagerne viden, refleksion og redskaber til at styrke deres faglige forholdemåder i samarbejdet med mennesker med psykiske udfordringer.

Deltagerne får mulighed for at koble ny viden på egen praksis og arbejde med, hvordan faglig indsigt kan omsættes til meningsfulde interventioner i mødet med borgeren.

Mål for forløbet

Deltagerne får mulighed for at:

  • Øge forståelsen for psykisk sårbarhed og psykiske lidelser
  • Skabe større ro og tryghed i kontakten med borgeren
  • Reflektere over egen praksis i lyset af ny viden og teori
  • Arbejde med observation og analyse som redskab til at forstå adfærd og triggere
  • Udvælge og tilpasse pædagogiske tilgange i hverdagen
  • Støtte borgerne i deres udvikling og trivsel, gennem fagligt funderede tilgange, herunder ved hjælp af forskellige praksisredskaber inspireret af DAT

Form og læringsproces

Undervisningen veksler mellem faglige oplæg, øvelser og refleksion med udgangspunkt i deltagernes praksis. Der arbejdes med konkrete cases, hvor teori og praksis kobles tæt sammen, og hvor deltagerne får mulighed for at afprøve nye perspektiver og tilgange i hverdagen.

Målgruppe

Kurset henvender sig til pædagogiske og sundhedsfaglige medarbejdere, der allerede arbejder i socialpsykiatrien og møder mennesker med psykiske og sociale funktionsnedsættelser i deres daglige praksis.

Rammer og tidsforbrug

Kurset består af fire undervisningsdage:

Dag 1: Psykoselidelser

Dag 2: Spiseforstyrrelser

Dag 3 - 4: Selvskade

Undervisningen foregår kl. 9.00 – 14.45 med mulighed for morgenmad fra kl. 8.30.

 

Pris

5.000 kr. pr. kursusdeltager.

Henvend dig til os, hvis du ønsker kurset som et arbejdspladskursus.

Vil du vide mere?

Skriv til os, hvis du gerne vil høre mere om indhold, hold og tilmelding, eller hvis du har spørgsmål.

puls@herning.dk